Tiggere og hjemløse skal udvises effektivt

Der foregår mere og mere organiseret tiggeri i Danmark, og med forårets komme spår politiet, at mange flere østeuropæiske tiggere - sammen med de varme vinde - vil komme til landet.

Det skal der hurtigst muligt gøres noget ved, mener De Konservatives socialordfører Vivi Kier.

- Jeg har rejst sagen for et stykke tid siden og har bedt både integrationsministeren og socialministeren om et møde, fordi jeg synes, at det er et problem og en udfordring, som vi er nødt til at tage os af, siger hun.

Således vil Vivi Kier fremskynde arbejdet med et problem, som regeringen allerede er opmærksomme på. Der står nemlig i regeringsgrundlaget, at det skal undersøges, hvordan hjemsendelsen af udenlandske hjemløse kan gøres mere effektivt.

- Det er meget vigtigt, at vi får signaleret, at det ikke er en farbar vej for den hjemløse at komme til Danmark og hutle sig igennem tilværelsen heroppe. Det er rigtig vigtigt, at vi først og fremmest får taget hånd om vores egne udsatte borgere, siger hun.

Som en del af udvisningsprocessen foreslår Vivi Kier, at der skal oprettes et specielt transitkontor. Et sted, hvor den hjemløse kan få et måltid mad og en overnatning eller to og samtidig få noget vejledning, inden turen går retur til det land, den pågældende kom fra.

Men nogle af de østeuropæere, der lever af at tigge på gaden, bør have en form for støtte, hvis de bliver udvist, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen. Men det er Vivi Kier ikke enig i.

- Jeg forestiller mig en horde af mennesker, der vil komme til Danmark på den baggrund. Det er mennesker, der kommer herop, fordi de er fattige og vil prøve lykken. Dem skal vi altså ikke binde penge i halen på, siger hun.

Til gengæld er Vivi Kier åben for at finansiere deres billet retur til hjemlandet.

/ritzau/

Konservatives socialordfører, Vivi Kier, vil fremskynde processen om udvisning af organiserede tiggere i Danmark. Et nyt transitkontor er en del af løsningen.

Offentliggjort Sidst opdateret