Tilsyn melder firma til politiet for bedrageri mod elkunder

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M) varsler, at der til næste år vil komme et udspil, der blandt andet skal sikre bedre dokumentation og kommunikation mellem elselskaber og -kunder. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Forsyningstilsynet har en begrundet mistanke om, at Nordisk Energi har overfaktureret elkunder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsyningstilsynet har politianmeldt elhandelsvirksomheden Nordisk Energi for bedrageri.

Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen sker, fordi tilsynet har en begrundet mistanke om, at virksomheden har overfaktureret elkunderne.

I pressemeddelelsen lyder det, at Forsyningstilsynet mellem september 2023 og april 2024 har modtaget et større antal klager over Nordisk Energi.

Alle klagerne handlede om mulig overfakturering af elkunder, der havde en kontrakt om levering af el til en variabel pris.

I forbindelse med et tilsyn har Forsyningstilsynet blandt andet undersøgt, om virksomheden har overholdt forpligtelserne til, at kontraktbetingelser skal oplyses forståeligt, inden der indgås en kontrakt.

Forsyningstilsynet oplyser, at det mellem 14. september 2023 og 24. april 2024 modtog i alt 18 klager over Nordisk Energi.

Indholdet i klagesagerne indikerer ifølge tilsynet, at der er blevet opkrævet cirka 1 kroner per kilowatt-time eksklusiv moms over den gennemsnitlige pris på elbørsen.

I en kommentar, som er sendt til Ritzau, skriver Nordisk Energi, at man er meget kede af, at der er kunder, som ikke har følt sig tilstrækkeligt informeret om prisen på et produkt, som selskabet tilbød indtil marts 2023.

- Vi har siden da efterlyst kunder, som ikke var tilfredse, og opfordret dem til at henvende sig. Efterfølgende er samtlige kunder, der har henvendt sig, så blevet refunderet. Det tilbud gælder fortsat, lyder det.

Selskabet skriver videre, at man ikke har noget at skjule, og at man vil stå til rådighed for myndighederne. Hvis det viser sig, at selskabet burde eller kunne have handlet anderledes, vil man gerne tage det til efterretning.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) siger, at det er behov for tydeligere krav til elhandelsbranchen. Han siger, at der kommer et udspil på området i det nye år.

- Men her er også en opfordring til, at branchen strammer op, siger han som en reaktion på nyheden om politianmeldelsen af Nordisk Energi.

Han er dog tilfreds med, at Forsyningstilsynet har taget sagen op og brugt de sanktionsmuligheder, der er.

- Men sagerne burde jo slet ikke være her.

Han siger, at det udspil, der vil komme i det nye år, blandt andet vil omhandle de straffe, man kan idømme selskaber i sager som denne, og mere klarhed om kommunikation mellem selskab og kunde.

/ritzau/