Tiltale: Belgier smuglede kokain i hemmelige rum i bil
Ved et lukket retsmøde er en 23-årig belgier fredag blevet varetægtsfængslet. Han sigtes for kokainsmugling.
En dommer har fredag valgt at varetægtsfængsle en 23-årig mand med belgisk statsborgerskab i en sag om indsmugling af mange kilo kokain.
Det er sket ved et retsmøde, der blev afholdt for lukkede døre i dommervagten ved Københavns Byret.
Han er sammen med en anden mand tiltalt for at have været med til at smugle mindst 49 kilo kokain ind i Danmark.
Dog mener anklagemyndigheden ikke, at den 23-årige - eller den medtiltalte 39-årige albaner - selv har ført stoffet ind i landet. Det skulle være sket i svensk indregistrerede biler, som have specialindrettede og skjulte rum, hvor narkoen kunne gemmes.
- Vi mener faktisk ikke, at de har gjort noget i Danmark. Vi mener, at de har leveret stoffet i Belgien, og så er bilerne blevet kørt af andre tilbage til Danmark, siger anklager Annika Jensen.
- Det er vores opfattelse, at de godt ved, at stoffet, de leverede i Belgien, skulle havne i Danmark. Det skal de selvfølgelig have vidst og accepteret for at blive dømt, siger hun.
De mindst 49 kilo kokain er ifølge anklagemyndigheden sendt til Danmark ad tre omgange.
Første gang blev der ifølge anklageskriftet sendt ikke under 19 kilo kokain afsted omkring 31. januar 2019, og betalingen lød på 510.000 euro. Det svarer til omkring 3,8 millioner danske kroner.
Der blev også sendt narko afsted 4. marts og 5. marts samme år, lyder det. Hver af disse gange blev der sendt 15 kilo afsted, og prisen var omkring 26.000 kroner per kilo, mener anklagemyndigheden.
Den 23-årige mand afsoner en dom i Belgien, men han er udleveret til Danmark i forbindelse med den kommende hovedforhandling af sagen.
Retssagen mod de to mænd står til at begynde 5. februar og slutte i midten af april. På grund af coronasituationen, der har udskudt en række sager, er det dog ikke sikkert, at den kan blive behandlet som planlagt.
Gerningen har ifølge politiet været et led i større sag, der af politiet er døbt Operation Goldfinger. Den handler om indsmugling og videresalg af ni ton kokain.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned