Tiltale: Gennem syv måneder påsatte 34-årig mand 33 brande
En 34-årig mand er tiltalt for at have påsat en lang række brande i Fjerritslev-området. Her ses et af brandstederne. Foto: /ritzau/Kenneth Lysbjerg Koustrup/arkiv
/ritzau/Kenneth Lysbjerg Koustrup/arkiv
En 34-årig mand, der er anklaget for at have påsat en lang række brande, har tidligere arbejdet som brandmand.
En 34-årig mand er blevet tiltalt for at have påsat en lang række brande i området omkring Fjerritslev i Nordjylland sidste år.
I alt er han tiltalt for 33 forhold, der alle drejer sig om brandstiftelse.
Det oplyser Nordjyllands Politi onsdag.
- Det er en meget special sag. Alene sagens omfang gør, at den skiller sig ud fra andre brandsager.
- Det er selvfølgelig også specielt, fordi det er et tidsmæssigt og geografisk indsnævret område, siger specialanklager Kim Kristensen.
Den 34-årige mand har tidligere arbejdet som brandmand. Det bekræfter specialanklageren og mandens forsvarer, Jens Christian Christensen, over for DR Nordjylland.
Brandene er ifølge anklagerne påsat i en periode fra 16. april og frem til 23. november 2016.
Ved en af brandene 19. november var en 87-årig kvinde i overhængende livsfare, mener politiet.
Derfor er den 34-årige mand også tiltalt for kvalificeret brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180. Det er en mere alvorlig bestemmelse end almindelig brandstiftelse og giver også en hårdere straf.
Den 34-årige mand, der nægter sig skyldig, er anklaget for at have påsat 32 brande og et forsøg på brand, da ilden gik ud i et af tilfældene.
Ved brandene har manden forårsaget skader for 1000 kroner og op til flere millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.
Manden satte blandt andet i oktober ild til et stråtækt sommerhus, hvor der skete skader for omkring 3,2 millioner kroner.
De syv måneder, hvor den 34-årige mand med mellemrum påsatte de mange brande, gjorde beboere i området utrygge, fortæller specialanklageren.
- Sagen skabte meget stor utryghed i lokalsamfundet, netop fordi det også var beboelsesejendomme, der blev udsat for brandstiftelse, fortæller Kim Kristensen.
Den 34-årige mand blev anholdt 28. november sidste år. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden kræver den 34-årige mand idømt en forvaringsdom eller mindst fire års fængslet, fremgår det af anklageskriftet.
Derudover vil anklagemyndigheden have den 34-årige frakendt retten til at virke som brandmand.
Sagen, der skal køre i Retten i Hjørring, begynder 1. november, hvor der er afsat otte retsdage.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned