Tiltale: Kurerer overdrog flere kilo kokain ved pusleplads

Retten i Glostrup tager hul på en sag mod tre kurerer, som er mistænkt for tilsammen at have smuglet 28 kilo kokain ind i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ifølge anklageskriftet blev kilovis af kokain kørt til Danmark og overdraget på en pusleplads ved tankstation.

Offentliggjort Sidst opdateret

To biler af mærket Audi A4 tog tilsyneladende i alt tre ture igennem Tyskland til Danmark mellem februar og april 2022.

Med sig havde bilernes chauffører mellem otte og ti kilo kokain hver gang.

Det mener politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har rejst tiltale mod tre mænd, som er anklaget for at være fast kurergruppe i en narkosag.

Onsdag går retssagen mod de tre, som er henholdsvis 29, 52 og 54 år gamle, i gang ved Retten i Glostrup.

I anklageskriftet i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at bilerne angiveligt havde hemmelige rum, hvor de mistænkte chauffører kunne gemme de samlet 28 kilo kokain.

Når stoffet kom til Danmark skulle det overdrages. Ifølge anklagemyndigheden skete det ved puslepladsen på en tankstation i Albertslund.

Her modtog en navngiven medgerningsmand angiveligt stoffet. Han er ikke en del af den aktuelle sag.

De tre tiltalte har efter NSK's opfattelse hver kørt en af turene. I anklageskriftet står der, at stoffet er kørt fra udlandet gennem Tyskland og så til Danmark, men hvor turen startede, er uvist.

Retssagen mod kurererne er en del af et større narkosagskompleks, som NSK har døbt Operation Coppola.

Her menes to brødre at være bagmændene. Ifølge tiltalen mod de formodede bagmænd drejer sagen sig samlet om over 700 kilo kokain.

Så selv om de tre kurerers sag drejer sig om 28 kilo kokain, er det muligvis kun et mindre udsnit af det samlede billede.

Sagen skulle være startet i sidste uge, men den blev udskudt.

Tomas Hugger, som er specialanklager ved NSK, har oplyst til sn.dk, at det skyldes, at en af de tiltalte manglede at blive udleveret fra Tyskland.

Retten i Glostrup havde oprindeligt afsat ti retsmøder, som fortsatte ind i april. Om sagen stadig ventes afsluttet i april, efter at den blev udskudt, er uvist.

/ritzau/