Tiltale: Slag og knæspark i hovedet dræbte ung mand i Lunden
Retten i Horsens indleder i den kommende uge retssag mod to mænd, der er anklaget for dødeligt overfald i Lunden i Horsens tilbage i 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
22-årig lå værgeløs, da han blev tæsket ihjel. Efter to år kommer sagen nu for retten.
Legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge. Sådan betegner juristerne den forbrydelse, der blandt lægfolk oftest kaldes dødsvold.
I anklageskriftet mod to unge mænd, der er anklaget for at have slået en 22-årig mand ihjel i Lunden i Horsens, dækker "rå, brutal eller farlig" over talrige knytnæveslag, spark og knæspark, som endte med at koste offeret livet.
Sagen begynder i den kommende uge ved Retten i Horsens. Her nægter de tiltalte, der er henholdsvis 22 og 20 år, sig skyldige i anklagerne.
Ifølge anklageskriftet lå det 22-årige dødsoffer ned og var dermed værgeløs, mens hans overfaldsmænd overdængede ham med knytnæveslag, spark og knæspark. Han blev ramt både på kroppen og i hovedet.
Det foregik først på aftenen påskelørdag den 20. april 2019 i Carolinelunden, kaldet Lunden, i Horsens.
Ifølge anklageskriftet fik den 22-årige flere skader, blandt andet en blødning i hjernen, som han døde af to dage efter overfaldet.
Overfaldet skete nær kunstværket Menneskemuren, som er skabt af Bjørn Nørgaard, og som er udstillet i Lunden nær Horsens Kunstmuseum. Der var mange mennesker til stede, og politiet fik også hurtigt en idé om, hvem gerningsmændene var.
Det fik Sydøstjyllands Politi til at melde ud, at man ville efterlyse de mistænkte med navn og billede i offentligheden, hvis ikke de meldte sig selv.
Den trussel fik de to, som nu er tiltalt, til at henvende sig. Dagen efter blev de varetægtsfængslet.
Politiet sagde dengang, at den 22-årige og de to mistænkte kendte hinanden i forvejen. Og deres møde den skæbnesvangre påskelørdag var tilfældigt, oplyste ordensmagten.
Men hvad der nærmere ligger i det, er uvist. For sagen har kørt for lukkede døre.
Efterforskningen har været langvarig. Når sagen bliver afgjort i slutningen af april, vil det være mere end to år siden, at den 22-årige mistede livet.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale for bestemmelsen om dødsvold. Dermed mener man ikke at kunne føre bevis for, at der var tale om et forsætligt drab.
Men i voldssager, hvor offeret dør, er strafferammen op til ti års fængsel. I almindelige sager om grov vold er den seks års fængsel.
Retspraksis i sager om dødsvold varierer noget. Det kommer blandt andet an på voldens grovhed. Mange domme ligger dog i spændet mellem seks og otte års fængsel.
Retten i Horsens indleder sagen mod de to mænd 8. april. Der er afsat fem dage i alt. Dommen ventes den 28. april.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker