Tiltalt begræder voldsomt drab på kvinde: Troede hun var pædofil
En 32-årig mand erkender onsdag ved Retten i Hillerød at have slået 60-årig kvinde ihjel. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
32-årig mand har det "forfærdeligt" med at have dræbt 60-årig kvinde i Frederikssund.
En 32-årig psykisk syg mand har ikke nogen erindring om, hvad der skete for omkring et år siden, da han slog en 60-årig kvinde ihjel på en landejendom i Frederikssund Kommune.
Men han erkender de faktiske omstændigheder i sagen.
Det fortæller han onsdag, hvor sagen behandles ved Retten i Hillerød.
- Jeg er meget glad for at være kommet ud af psykosen, men jeg har det forfærdeligt over det, der er sket, siger tiltalte i retten iført joggingtøj.
Kvinden blev 6. august sidste år udsat for knytnæveslag, spark og tramp mod hovedet og kvælning, som førte til hendes død.
Manden er tiltalt for drab, usømmelig omgang med lig og brugstyveri af kvindens bil.
Den 32-årige har været frihedsberøvet siden et grundlovsforhør 7. august sidste år, hvor han blev anbragt på psykiatrisk afdeling.
Her lå han fikseret i en måned, og han mener, at han har modtaget 15 elektrochokbehandlinger.
En mentalundersøgelse har erklæret tiltalte sindssyg i gerningsøjeblikket.
Det gik først op for tiltalte, hvad der var sket, da han gennemgik sagen med sin forsvarsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen.
- Jeg troede i et stykke tid, at jeg havde gjort det rigtige, fordi jeg troede, hun var pædofil, siger han onsdag og tilføjer:
- Jeg er rigtig ked af det. Det er et uskyldigt menneske, der har mistet livet.
I forbindelse med sin anholdelse på Amager forklarede tiltalte til politiet, at han havde slået kvinden ihjel i hendes hjem, og at han havde hendes sygesikringskort i lommen.
Politiet fandt hende på køkkengulvet, hvorefter hun blev erklæret død. Hun var blandt andet blevet stukket med en saks i brystet.
Tiltalte erkender sig ligeledes skyldig i at have sat ild til et sommerhus, der delvist udbrændte, i Ølsted. Han forårsagede branden samme dag, som drabet på den 60-årige kvinde fandt sted.
Anklagemyndigheden tager i sagens anklageskrift forbehold for at kræve manden dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling i stedet for en fængselsstraf.
Sagen fortsætter tirsdag ved Retten i Hillerød.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker