Tiltalt for tilfangetagelse: 71-årig gav frivilligt penge
Det var ikke tvang, der fik ældre kvinde til at overføre penge til tiltalt. Hun ville gerne selv, siger han.
En 71-årig kvinde ville efter kun få dages bekendtskab med en mand, som hun havde mødt på datingsiden dating.dk, låne hans datter og svigersøn 33.000 kroner.
Det fortæller manden onsdag i Retten i Odense, hvor han er tiltalt for at have holdt kvinden fanget i sin lejlighed fra 28. august til 1. oktober 2015.
Ifølge anklagen tæskede og truede han sit offer på livet med henblik på at malke hende for penge. Men den 58-årige mand, der stammer fra Serbien, nægter sig skyldig.
Den tiltalte hævder, at han og den 13 år ældre kvinde var kærester.
Allerede efter deres første stævnemøde ønskede hun ifølge manden at flytte fra sit hjem i Nordjylland og ind i hans lejlighed i Odense. Fra første færd havde de fælles økonomi, lyder den 58-åriges forklaring.
Det var heller ikke tvang, der fik den ældre kvinde til at overføre penge til ham. Det tilbød hun helt selv, fortæller han i retten.
- Hun tilbyder frivilligt at låne min svigersøn og datter 33.000 kroner til mit barnebarns forlovelse. Jeg siger tak og spørger hende, hvorfor hun ville det. Hun siger til mig, at det vil hun, fordi vi nu er sammen og er en familie.
Samlet set er den tiltalte anklaget for at have truet sit offer til at overføre mindst 91.200 kroner til ham selv og hans svigersøn, til at give sin bil til svigersønnen og til at forsøge at sælge sit hus for langt mindre, end det var værd.
Ifølge manden gav han imidlertid sit påståede offer omkring 77.000 kroner tilbage i kontanter i midten af september. Heriblandt var pengene til forlovelsesfesten, som blev aflyst.
Retssagen fortsætter fredag, hvor den 71-årige skal vidne i retten.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned