Tiltalt for uagtsomt manddrab påstår han besvimede ved påkørsel
Et vidne, der undgik ham, da han krydsede sporet til den modgående retning, mener, han kiggede i sin telefon.
En 24-årig mand forklarer tirsdag ved Retten i Helsingør, at han tror, at han besvimede, da han frontalt påkørte en anden bil kørende i modgående retning 9. februar i år.
Påkørslen resulterede i, at en 18-årig kvinde døde.
- Hvis jeg havde været ved mig selv, havde jeg lagt mærke til, at jeg kørte over rumlerillerne. Det er totalt sort, siger den 24-årige mand i retten.
Han er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for at køre hensynsløst, da det er anklagemyndighedens opfattelse, at han har brugte sin telefon, mens han kørte.
Han erkender, at han kørte bilen, men han nægter at have brugt sin telefon og at have kørt hensynsløst.
Ulykken skete på Hillerødmotorvejens forlængelse syd for Helsinge.
Retsmødets første vidne er dog ikke et sekund i tvivl om, at den 24-årige havde sin telefon i hånden ved ulykken.
Hun kørte foran offeret og nåede lige akkurat efter egen forklaring at trække over i rabatten for at undgå hans bil.
- Han holder den så højt op, at man kan se, at blikket er væk fra vejen. Jeg er slet ikke i tvivl, han sidder og kigger i telefonen og holder med højre hånd på rattet, forklarer vidnet.
Ud fra den 24-åriges egen forklaring havde han ikke haft sin telefon i hånden, siden han sad på en parkeringsplads ved en Harald Nyborg, hvor man på udlæsningen af hans telefon kan se, at han har sendt en besked i en chatgruppe på Messenger.
Det fremgår af anklageskriftet, at anklageren fra Nordsjællands Politi går efter en frihedsstraf.
Hvis man uagtsomt forvolder en andens død, straffes man med bøde eller fængsel op til fire måneder. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen dog blive en del længere.
Særligt skærpende omstændigheder er for eksempel spirituskørsel, kørsel under påvirkning af narkotika eller særligt hensynsløs kørsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker