Tiltalt i Korsør-sagen: - Det var et uheld

Retstegning af tiltalte under retssagen mod den 33-årige mand, der blandt andet er tiltalt for drabet på Emilie Meng, som begynder i Retten i Næstved, tirsdag den 14. maj 2024. (Foto: Jesper Andkjær/Scanpix 2024)

Det var et uheld, siger tiltalt om påkørsel af 13-årig ved Kirkerup. Han erkender at have holdt pigen fanget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ikke med vilje, at en i dag 33-årig mand kørte ind i en 13-årig pige sidste år, da hun havde færdiggjort sin avisrute i Kirkerup nær Slagelse i april sidste år.

Det fortæller han i Retten i Næstved, hvor sagen mod ham tirsdag er indledt.

- Nej, det var et uheld, siger han.

Han har erkendt, at han langvarigt frihedsberøvede pigen, udsatte hende for vold og forgreb sig på hende. Han nægter voldtægt og drabsforsøg.

Hvad han forklarer om overgrebet, er uvist. Retten har lukket dørene under forklaringen om det. Det sker af hensyn til, at pigen ikke skal udsættes for en unødvendig krænkelse.

Det var den 15. april sidste år omkring klokken 11.45, at den 13-årige pige forsvandt fra Esholtevej ved Kirkerup. Hendes familie fandt i vejkanten hendes cykel og telefon og meldte hende savnet.

Siden blev en massiv indsats sat ind på at finde pigen. 27 timer senere blev hun fundet i den 33-åriges hus nær Korsør. Hun var bundet med strips, fortalte specialanklager Susanne Bluhm, da hun tirsdag forelagde sagen.

Anklageren stiller den 33-årige en række spørgsmål til, hvad han foretog sig forud for bortførelsen.

Den tiltalte kørte hjemmefra ved 11-tiden, og det ses på videoovervågning fra området, at han foretog flere vendinger på vejen ved Kirkerup, kort før han kørte ind i pigen.

- Jeg lå og kørte rundt på må og få, siger han.

Man han kan ikke huske, præcist hvorfor han vendte, siger han.

På et tidspunkt skulle han overhale den 13–årige cyklist.

- Jeg sænker farten og kører forbi hende. Jeg kører ud til venstre, så godt jeg kan. Jeg er godt nede i fart. Jeg er nok nede omkring 40–50 kilometer i timen. En normal hastighed i forhold til, at man vil passere.

- Det næste, jeg husker, er, at jeg mærker det her bump. Hun ruller ned i grøften, siger han.


/ritzau/