Timelang motorvejskø afviklet ved den dansk-tyske grænse

Tysk politi har på grund af den igangværende EM-slutrunde i fodbold indført en midlertidig grænsekontrol. Grænsekontrollen var med til at skabe en timelang motorvejskø til Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Bilister holdt lørdag formiddag i kø i mere end en time på E45, før de kunne passere grænsen til Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Køen på motorvejsstrækningen E45 ved grænsen til Tyskland er lørdag aften afviklet.

Det fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bilister på motorvejen holdt lørdag formiddag i kø i mere end en time, mens bilister sent på eftermiddagen måtte vente omkring en halv time, før de kunne passere grænsen.

Køen mod grænsen skyldes, at tysk politi på grund af den igangværende EM-slutrunde i fodbold har indført en midlertidig grænsekontrol. Grænsekontrollen varer frem til 19. juli.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere oplyst, at man regulerer trafikken på den danske side af grænsen på grund af den tyske kontrol.

Reguleringen betyder, at al trafik samles i ét spor, hvorefter lastbiltrafik ledes ad et særskilt spor, mens biler og busser ledes ind over rastepladsen ved grænseovergangen i Frøslev.

Politikredsen advarede på det sociale medie X tidligt lørdag eftermiddag bilister, som holdt i kø på motorvejen mod den tyske grænse, mod at køre ud i nødsporet, da det udløser bødestraf.

Flere bilister havde efter alt at dømme valgt at se stort på færdselslovens bestemmelser for at slippe for køen.

- I forbindelse med køen på motorvejen får vi flere anmeldelser om kørsel og ophold i nødsporet. Vi skal på det kraftigste anmode om at følge færdselsloven og fjerne sig derfra, skrev politiet på X.

Politiet oplyste, at en overtrædelse om reglerne for kørsel i nødsporet, kan udløse en bøde på 2000 kroner. Derudover udløser en overtrædelse et såkaldt klip i kørekortet.

Vejdirektoratet meldte inden lørdag ud, at man generelt forventede en presset dag på vejene lørdag. Det fremgik af direktoratets prognose for sommerferietrafikken.

Lørdag var første dag i skolernes sommerferie, og derudover satte mange kursen mod Dortmund i Tyskland, hvor Danmark lørdag aften forsøger at slå tyskerne i fodbold og avancere til kvartfinalen ved EM.

/ritzau/