To af tre unge mænd tiltalt for røveri står til udvisning

Det var en stor og alvorlig nævningesag, der i denne uge blev taget hul på ved Retten i Nykøbing, hvor tre unge mænd fra Nakskov står tiltalt for røveri af særlig grov beskaffenhed. Røveriet begik de i februar sidste år, hvor de trængte ind til to mænd i et hus på Rødbyvej ved Søllested. Mændene blev udsat for grov vold og frarøvet et stort kontantbeløb, smykker og Dankort med tilhørende pinkode.

De tre unge mænd på 22, 24 og 28 år fra Nakskov nægter alle at have deltaget i røveriet, men sagen er alvorlig for dem alle, fordi et nævningeting betyder, at retten vil kræve mindst fire års fængsel. Og de to af mændene som har serbisk og bosnisk oprindelse står til udvisning. Den tredje har libanesiske rødder, men er født i Danmark og har dansk statsborgerskab og kan ikke udvises.

Ved det første af i alt 10 planlagte retsmøder i sagen, gik man over til at afhøre 24-årige VB om hans rolle i sagen.
Han nægtede at have deltaget i røveriet, men erkendte, at han havde opbevaret gerningsvåbnet i sin garage. Han ville ikke sige, hvem han havde fået den overdraget fra af frygt for repressalier, oplyste han.
Han kunne også godt erkende, at han sammen med FG havde presset og overtalt en dansk mand fra København til at melde sig til politiet og tage skyldes for røveriet ved Søllested.

I retten blev der afspillet 20-30 telefonsamtale fra politiets aflytning, og ved flere af disse var der brug for serbokroatisk tolk.

Det fremgik klart, at VB havde skaffet sig en mobiltelefon med taletidskort efter, at han var blevet varetægtsfængslet, og talte flittigt med sin søster, MS, FG og dennes søster fra arresten.

Da VB af sin advokat havde fået at ide, at han stod til udvisning, hvis han blev fundet skyldig, aftalte han med FG i telefonen, at de skulle finde en til at tage skylden.

De fandt frem til en københavner, som meldte sig til politiet mod en betaling på 150.000 kroner plus VB’s brugte Mercedes.

Det hjalp imidlertid ikke, fordi politiet ikke troede på denne, da han henvendte sig til Københavns Politi 22. maj. Han blev således løsladt umiddelbart efter.

Læs meget mere om sagen i dagens udgave af Folketidende, hvor det også afsløres, at det er ikke første gang, at nogle af de tre tiltalte i den grove sag om røveri ved Søllested er i karambolage med retssystemet i alvorlige sager.

Forsøgte at få en anden til at tage skylden for groft hjemmerøveri for at slippe for udvisning.

Offentliggjort Sidst opdateret