Bankrøverne har kastet deres kærlighed på Arbejdernes Landsbank. Tre gange i løbet af december har bankens afdelinger i København haft besøg af røvere, der tilsyneladende skal bruge penge til julehandlen.
Onsdag gik det ud over filialen på Kastrupvej, hvor en maskeret mand kom ind med en pistollignende genstand i hånden og råbte "røveri". Men manden var så nervøs, at han ikke kunne vente på at få pengene. I stedet stak han af fra banken i utide.
Vidner så ham dog løbe fra stedet, og kort efter kunne en patruljevogn stoppe to mænd.
- Vi har anholdt to, som, vi mener, har noget med det her at gøre, siger den centrale efterforskningsleder på Politigården.
Onsdag blev to mænd samtidig fængslet i dommervagten for et røveri tirsdag mod Arbejdernes Landsbank på Frederikssundsvej. Politiet vil indtil videre ikke oplyse, hvad der førte frem til dem og hemmeligholder også udbyttet fra røveriet.
Fredag i sidste uge var det landsbankens afdeling på Amagerbrogade, der blev røveriramt. Kort tid efter fandt politiet dog en pose med et større pengebeløb skjult i nærheden.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker