Dansk politi arbejder på at få Tyskland til at udlevere to litauere for tyveri af en række luksuscykler i Danmark. Mændene blev anholdt forleden i Rostock.
Sagen er seneste eksempel på en særlig indsats fra politiets side, hvor man samarbejder med politi i andre lande om at få udleveret personer, der mistænkes for at begå tyveri i Danmark. Siden februar er 45 personer udleveret som følge af indsatsen.
- Det drejer sig om to litauere, der natten til fredag bliver tilbageholdt i Tyskland. De er i besiddelse af 18 cykler, og det er ikke almindelige cykler. De har en værdi på 15- 16.000 kroner, fortæller politikommissær Eskild Bossen fra politiets udlændingekontrolafdeling i Padborg.
Mandag eftermiddag vil de to mænd blive fremstillet i grundlovsforhør in absentia ved Retten i Sønderborg. Får politiet en fængslingskendelse, vil man siden få udstedt en europæisk arrestordre og bede om at få litauerne udleveret.
De stjålne cykler stammer fra forskellige tyverier, som er foregået flere steder i landet.
- De er stjålet på Sjælland og i Jylland. Tyvene er tilsyneladende gået målrettet efter kvalitetscykler.
Siden februar er 45 personer blevet udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgelse. Alle er de anholdt rundt om i Europa og mistænkt for at stå bag tyverier på dansk grund.
Det er politiets udlændingekontrolafdeling i Padborg, som står for den særlige indsats. Politikommissær Eskild Bossen håber på, at det vil have en afskrækkende effekt på tilrejsende tyve.
- Vi håber selvfølgelig på en præventiv effekt ved, at vi kommer efter dem også i udlandet og får dem retsforfulgt i Danmark, siger Eskild Bossen.
De 45 personer, der indtil nu er blevet udleveret, er blandt andet mistænkt for at stå bag tyverier af lastvognstog, gravkøer, store traktorer, bunkevis af cykler, kobberkabler, værktøj, dyre bådmotorer, campingvogne og værdier fra almindelige private hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde