Fyns Politi har hurtigt været på pletten efter et røveri mod Arbejdernes Landsbank på Skovsbovænget i Odense. To mænd er anholdt for røveriet tirsdag eftermiddag, men muligvis mangler der en tredje mand.
I hvert fald mangler politiet cyklen, som røveren stak af på, og pistolen, som han truede med.
- Vi har overvågningsbilleder fra banken, og ud fra dem er vi usikre på, om vi mangler en tredje mand, siger vagtchef Lars Thede i Fyns Politi.
Der var én røver i banken, og han cyklede væk på en grå mountainbike af mærket Centurion. Han bliver set på Hjallesevej, hvor en politipatrulje hurtigt kommer til. Patruljen fatter mistanke til en kassevogn, der i det samme kører fra Q8-tanken på hjørnet af Hjallesevej og Holbergvænget.
De to mænd i kassevognen bliver anholdt. Den ene har et udseende, som svarer til signalementet af røveren, og i bilen finder politiet en plastikpose med pengene fra røveriet.
- Vi har ikke talt dem og er lidt forsigtige med at røre dem. Det kan jo være, at røverens dna er på pengene, siger vagtchef Lars Thede.
De to anholdte er 26 og 29 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker