To bandefolk dømt for skudduel i Aalborg

En tidligere bandidosrocker og en banderelateret mand med indvandrerbaggrund er kendt skyldige i at have taget del i en skudduel i Reberbansgade i Aalborg den 17. oktober sidste år.

Den 28-årige med indvandrerbaggrund er kendt skyldig i at have forsøgt at henrette den 39-årige rocker ved at rette en pistol mod hans hoved og trykke af.

Men pistolen virkede ikke, og den 39-årige slap med skrækken.

Den 39-årige, der i mellemtiden er skiftet over til Hells Angels, blev dømt for at skyde løs på en helt tredje person, og selvom tredjemanden blev ramt i både bryst, overarme, lår og sædemuskulatur, så slap også han med livet i behold.

Tredjemanden var også tiltalt for at skyde på den 39-årige, men han er som den eneste af de tre frifundet for drabsforsøg ved mandagens retssag ved Retten i Aalborg.

Til gengæld blev han - nøjagtig som de andre - dømt for våbenbesiddelse i forbindelse med episoden. Det koster i sig selv minimum et års fængsel.

Forsvareren for den 28-årige, Michael Juul Eriksen, bebudede kort efter kendelsen om sin klients skyld, at sagen bliver anket.

/ritzau/

To mænd er kendt skyldige i at have taget del i et skudopgør på Reberbansgade i Aalborg sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret