To Bandidosrockere fængslet i fire uger
En 32-årig mand og en 20-årig mand med relation til Bandidos er varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Roskilde efter politiets store rockeraktion onsdag.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- De er begge fængslet i fire uger og sigtet for besiddelse af farlige våben, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og politiet vil derfor ikke give flere oplysninger om de to fængslinger.
Midt- og Vestsjællands Politi anholdt de to mænd sammen med 31 andre under aktionen, men politiet har valgt kun at stille de to mænd foran en dommer.
Begge blev anholdt i forbindelse med ransagning af en adresse med tilknytning til Bandidos i Køge. Her fandt politiet en skarpladt pistol.
Seks rockere - også med tilknytning til Bandidos skal klokken 14 foran en dommer i Helsingør torsdag.
En af de seks anholdte er den øverste chef for Bandidos i Europa og Asien, præsident Michael "Kokken" Rosenvold, erfarer Ritzau.
Han sigtes sammen med de øvrige anholdte for ulovlig våbenbesiddelse, da politiet fandt to pistoler under ransagning af rockerborgen på Hejreskovvej i Kvistgård.
Ved den koordinerede aktion mod 18 rockerborge på Sjælland blev 114 rockere tilbageholdt, og politiet beslaglagde våben og stoffer. Tilsyneladende var aktionen mest ment som en alvorlig advarsel til rockerne.
Politiet slog til mod rockerne på grund af efterretninger om, at en ny konflikt er under opsejling.
På rockerborgene fandt politiet blandt andet tre pistoler, magasiner til skydevåben, knojern, økser og slagvåben. Desuden beslaglagde politiet stoffer som hash og anabolske steroider.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned