To bankrøvere i Padborg flygter i hvid bil

Politiet i Sønderjylland jager en hvid bil med to bankrøvere.

Alarmen om røveriet lød mandag cirka klokken 11.20 fra Sydbanks filial på Thorsvej i Padborg.

To mænd har truet de ansatte i banken med hvert sit oversavede jagtgevær til at udlevere penge, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Men der kom ikke noget ud af truslerne.

Uden penge flygtede mændene i en hvid bil i retning mod motorvejen.

Det er en Toyota Corolla med SZ 51 277 på nummerpladen.

- Den er blevet stjålet i formiddag i Kolding, siger lederen af lokalpolitiet i Aabenraa, Knud Reinholdt.

Mændene var klædt i mørke hættejakker. Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set mændene og/eller bilen før eller efter røveriet.

/ritzau/

Sydbank i Padborg er blevet udsat for røveri af to mænd bevæbnet med et oversavet jagtgevær.

Offentliggjort Sidst opdateret