Meget tyder på, at to betjente trak deres tjenestevåben og skød mod en 34-årig psykisk syg mand fra Aalborg fredag aften. Et af skuddene ramte manden i hovedet, så han kort efter døde.
Det viser de første resultater af den undersøgelse, som Statsadvokaten har indledt efter skudepisoden.
- En betjent har under en afhøring oplyst, at to betjente har skudt, men den anden betjent er ikke afhørt endnu, siger statsadvokat Kirsten Dyrman.
Et af de to skud fik tragiske konsekvenser. De foreløbige undersøgelser har endnu ikke vist, hvor det andet ramte.
Inden skuddene faldt var manden gået til angreb på to betjente med en kniv. Den ene blev stukket i armen, den anden i ryggen, så hårdt at kniven gik ud gennem brystet. De to betjente er indlagt på sygehuset i Aalborg, og de er i bedring men påvirket af sagen, oplyser vagtchef Henrik Skals, Nordjyllands Politi.
Politiet blev fredag aften tilkaldt til den 34-åriges adresse på Bynkevej i Aalborg af en læge, der skønnede, at manden skulle tvangsindlægges. Det ønskede han ikke.
Da de første betjente ankom, faldt manden ikke til ro, men skød efter betjentene med bue og pil. Derfor tilkaldte de assistance, og da der kom flere betjente, gik manden til angreb med en kniv og ramte de to betjente. Derpå trak formentlig to betjente deres tjenestepistoler og affyrede skud mod manden, der blev ramt i hovedet. Han døde senere fredag.
Skudepisoden undersøges nu rutinemæssigt af Statsadvokaten for Nord- og Østjylland. Kirsten Dyrman skal tage stilling til, om betjentene fra Nordjyllands Politi handlede korrekt, eller om den urolige, psykisk syge mand kunne have været pacificeret på anden vis for eksempel ved brug af peberspray, som betjentene har som en del af deres standardudrustning.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker