To børn var til stede i en lejlighed i Varde, da deres mor sent søndag aften blev skudt i maven med et oversavet jagtgevær. Det skriver jv.dk.
Børnene er 10 og 13 år, og også to mænd var til stede under skyderiet i lejligheden på Hjortestien.
En underbo i ejendommen fortæller til jv.dk, at hun gennem sin dørspion så offerets tidligere kæreste flygte med det oversavede jagtgevær i hånden.
På meget tæt hold havde han affyret skuddet mod den 35-årige, som han tidligere har været kæreste med.
Underboen løb op i lejligheden, og her hørte hun børnene råbe: "Hvad er der sket med vores mor." Hun kan førstehjælp og hjalp med at stoppe blødningen, indtil ambulancefolk kom frem.
Offeret er i kritisk tilstand, oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ritzau mandag formiddag.
- Hun er ikke stabil endnu. Det er det sidste, vi har hørt, siger han.
Flere betjente forsøger nu at opspore manden med geværet. Han er 48 år og fra Ølgod-området. Politiet betragter sagen som et forsøg på manddrab.
Der blev slået alarm et par minutter før klokken 23 søndag aften. Motivet til det farlige skud har politiet endnu ikke nogen forklaring på.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned