To bragt til hospitalet efter røg på medicinalfirma

Frygten for et gasudslip på medicinalfirmaet Bavarian Nordic i Kvistgård i Nordsjælland er afblæst. I stedet har det vist sig, at en motor på taget af bygningen formentlig var årsag til, at der trængte røg ind i bygningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

To personer er blevet bragt til sygehuset på grund af frygt for røgforgiftning, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Ole Hestbæk.

- Man har konstateret, at en elmotor på taget af virksomheden er defekt, formentlig er røgen fra motoren sluppet ind i bygningen gennem ventilationssystemet, lyder det fra vagtchefen.

- Målinger i området viser intet unormalt, fortsætter han.

Flere ambulancer blev sendt til virksomheden onsdag, fordi nogle af de ansatte havde det dårligt.

/ritzau/