To gange på seks og en halv time måtte brandvæsnet rykke ud til et hus i Tilegade i centrum af Nakskov, fordi en pilleovn sendte røg ud i huset.
Første gang, der blev slået alarm til 112, var kort før klokken 02.20 natten til søndag. Beboeren var selv kommet ud af huset i god behold.
- Det var en træpilleovn, hvor ilden var brændt tilbage i pillekammeret, og det udviklede noget røg. Vi indsatte hurtigt et røgdykkerhold, som fik hældt noget vand i pillekammeret, og så luftede vi ud. Det tog cirka en time, hvorefter Skadeservice kom og tog over, fortæller indsatsleder Morten Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen.
Beboeren fik lov at sove hos naboen, og brandfolkene kørte hjem i den tro, at deres arbejde på stedet var overstået. Men kort før klokken 08.50 søndag morgen kom der et nyt opkald til 112 fra samme adresse.
Ifølge Morten Andersen var røgalarmerne i huset gået i gang igen, og selvom der ikke var så meget røg denne gang, var det nok til, at alarmerne blev aktiveret, og derfor slog beboeren alarm igen.
Annonce
- Det var fint, at hun ringede igen. Der har øjensynligt siddet noget tilbage i sneglen og ulmet, som har fået det til at blusse op igen, så der var vi ikke grundige nok første gang, ræsonnerer Morten Andersen.
Ifølge indsatslederen skulle det hele været renset ordentligt igennem nu, men han anbefalede beboeren for en sikkerheds skyld at vente med at bruge ovnen igen, indtil en fagperson med specialviden om ovnen har kigget på den.
Indsatsleder Morten Andersen opfordrer i øvrigt generelt til, at folk med brændeovn og lignende får en skorstensfejer til at rense skorstenen, hvis man ikke allerede har fået det gjort.
- Vi går ind i den kolde årstid nu, og det er ofte her, at vi ser, at der opstår skorstensbrande, så derfor er det en god idé at få en skorstensfejer ud, så det ikke går galt. Og husk så at få sat røgalarmer op, slutter indsatslederen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker