To brasilianere er fængslet for flere kilo kokain i lufthavn
På det seneste har der været flere anholdelser af mistænkte kokain-smuglere i Københavns Lufthavn i Kastrup. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
For anden gang i december er rejsende brasilianere i lufthavnen i Kastrup taget med store mængder kokain.
En kvinde og en mand fra Brasilien er blevet anholdt for at smugle ni kilo kokain ind i lufthavnen i Kastrup.
De to er blevet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i København 2. juledag, oplyser Københavns Politi.
Det er anden gang inden for kort tid, at brasilianske rejsende sigtes for at smugle relativt store mængder kokain ind i Danmark.
Anklager Signe Egsgaard oplyser, at de to personer blev anholdt om eftermiddagen juledag. Af hensyn til politiets efterforskning ønsker hun ikke at frigive flere detaljer om sagen.
Retsmødet er endt med, at dommeren har fængslet begge i 26 dage. Der er tale om en kvinde på 43 år og en mand på 28, oplyser politiet.
Midt i december blev et andet par fra Brasilien afsløret med 4,75 kilo flydende kokain og 2,1 kilo i pulverform.
Sidst på eftermiddagen 17. december blev de to, der er henholdsvis 24 og 23 år gamle, anholdt i toldslusen i terminal 3 i lufthavnen.
I et efterfølgende grundlovsforhør erkendte de to sig delvist skyldige.
Om den sag fortalte Toldstyrelsen, at afsløringen skete, fordi toldere havde fattet mistanke til de to.
- Det er et imponerende fund og et flot stykke kontrolarbejde, lød det fra kontroldirektør Preben Buchholtz i en pressemeddelelse.
Også i november blev der opdaget et smugleri af kokain i lufthavnen i Kastrup, da to personer fra Sydamerika blev taget med 4,4 kilo.
Smuglere risikerer flere års fængsel, når de kommer til Danmark med ulovlige stoffer. For nylig blev en portugisisk mand idømt fængsel i syv år. Han bragte fire kilo kokain og tre kilo heroin hertil.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker