To er anholdt efter brand i etageejendomme på Als
To brande tæt på hinanden i Nordborg var påsatte, mener politiet. En beboer er indlagt til observation.
Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt to personer efter to brande i Nordborg på Als lørdag eftermiddag.
Politiet mistænker de to personer for at stå bag de to brande, der ramte to etageejendomme i byen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 25 og 35 år. Begge bor i Nordborg, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov natten til søndag.
- Søndag vil der blive taget stilling til, om de skal fremstilles i et grundlovsforhør. De to er sigtet for forsætlig brandstiftelse, siger han.
I forbindelse med den ene brand blev en beboer indlagt til observation for røgforgiftning. En brandmand er desuden kommet lettere til skade under slukningsarbejdet.
Ifølge pressemeddelelsen var politiet massivt til stede ved de to brandsteder, som ligger tæt på hinanden på Storegade i Nordborg.
Søndag vil politiet desuden være til stede i området med en mobilstation.
Meldingen om den første brand indløb ifølge JydskeVestkysten klokken 13.48.
Under slukningsarbejdet opdagede en politipatrulje, at der var opstået endnu en brand i en anden etageejendom, der ligger få meter længere henne ad gaden, skriver avisen.
Brandvæsenet arbejdede lørdag aften fortsat på stedet. Slukningsarbejdet forventes at vare frem til søndag. Det er ifølge politiet endnu uafklaret, hvordan brandene er opstået.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker