To er i livsfare efter kutterforlis

En fiskekutter med to mand om bord er sunket efter en skibskollision i Kattegat.

Søværnets Operative Kommando oplyser, at kollisionen skete lidt før midnat natten til onsdag cirka 11 sømil syd for Grenaa.

Kutteren tog vand ind og sank så hurtigt, at de to ombordværende var nødt til at springe i vandet.

Det skib, der også var involveret i kollisionen, vendte straks om og påbegyndte eftersøgning af de to mænd.

Den yngre af de to blev reddet kl. 00.33 og fløjet til Aalborg Sygehus. Den ældre af mændene blev reddet kl. 01.14 og fløjet til Rigshospitalet, oplyser SOK.

Begge mænd var stærkt afkølede og bevidstløse.

/ritzau/

To mænd reddet bevidstløse op af Kattegat, efter at deres fiskekutter kolliderede med et andet skib.

Offentliggjort Sidst opdateret