To fængslet efter fund af pistol

To mænd på 22 og 23 år er i et grundlovsforhør for lukkede døre blevet fængslet i 15 dage, efter at politiet mandag aften fandt en skarpladt pistol i deres bil.

En politipatrulje fik øje på deres bil i Prinsessegade på Christianshavn, men fik først standset den i Bådsmandsstræde. Før politifolkene nåede hen til den, stak to af de fire unge mænd i bilen af.

En ransagning af bilen førte til fundet af den skarpladte pistol.

Politiet havde tirsdag eftermiddag ikke fundet de to mænd, der stak fra bilen.

/ritzau/

To mænd er blevet fængslet, efter at politiet fandt en skarpladt pistol i deres bil.

Offentliggjort Sidst opdateret