To fangeflugter på en time

Uafhængigt af hinanden lykkedes det fredag to fanger at tage flugten fra politi og fængselsvæsen og sprinte ud i friheden.

Klokken 11 tog en 18-årig flugten fra Hillerød Politistation. Den håndjernsklædte mand tog ganske enkelt benene på nakken og styrtede ud af politistationen. Herefter forsvandt han på en nærliggende kirkegård.

Nordsjællands Politi ved endnu ikke, hvordan den 18-årige røverisigtede mand formåede at fordufte fra ordensmagtens hovedkvarter, endsige hvor han efterfølgende er løbet hen.

Og mens Nordsjællands Politi spekulerede over dét, så stak yderligere en fange af, denne gang fra to fængselsbetjente på Hvidovre Hospital.

De to "overfrakker" blev taget på sengen, da den 31-årige fange skulle på briksen i forbindelse med et lægebesøg på hospitalet.

Den 31-årige er idømt en narkodom og anses ikke for at være farlig.

/ritzau/

Først benede en 18-årig røverisigtet mand af sted fra Hillerød Politistation. Og bare en time efter stak en 31-årig mand af under et lægebesøg på hospital.

Offentliggjort Sidst opdateret