To formodede bandevagter fængslet efter våbenfund
To unge mænd fra banden Værebros Hårde Kerne blev fredag varetægtsfængslet i fire uger efter et våbenfund i Værebroparken nord for København.
Det oplyser anklager Christian Schrøder, Københavns Vestegns Politi.
Politiet mener, at de to unge, der er 22 og 28 år, fungerede som bandevagter, da de blev anholdt torsdag aften.
De havde begge skudsikre veste på, og den ene havde en radio på sig, da han blev anholdt. De stod på et sted, hvor man kan holde øje med alle, der kører ind i Væreproparken.
Anholdelsen skete kort efter en storstilet politiaktion, hvor politiet i Storkøbenhavn og det øvrige Sjælland havde anholdt 36 bandemedlemmer.
De to unge blev pågrebet af en politipatrulje, der patruljerede i Værebroparken, hvor der på det seneste har været flere skyderier.
Værebros Hårde Kerne ligger i strid med banden Loyal To Familia, der holder til i Kokkedal, i Tingbjerg og i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København.
De to formodede bandevagter er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
De nægter sig begge skyldige, og den ene kærede øjeblikkeligt sin varetægtsfængsling til Østre Landsret.
Politiet er meget tilfreds med, at dommeren i Retten i Glostrup fandt mistanken mod de to unge tilstrækkeligt bestyrket til at varetægtsfængsle dem.
- Jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes at få fængslet to, der blev anholdt med skydevåben. Det er vigtigt, for at vi kan gøre en effektiv indsats for at bekæmpe bandekriminaliteten, siger Christian Schrøder.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker