To gange livstid: 18-årig blev likvideret i bagholdsangreb
Østre Landsret har stadfæstet dom på livstid til et medlem og et tidligere medlem af rockergruppen Bandidos.
Med fem skud blev 18-årige Zobair Saidi for tre år siden dræbt i Ladegårdsparken i Holbæk.
Han skulle hente noget hash, som ville blive smidt ud af et vindue til ham.
Men da han stod og ventede på hashen, kom en mand løbende mod ham og affyrede dræbende skud.
Onsdag er et medlem og et tidligere medlem af Bandidos blevet idømt fængsel på livstid for likvideringen af teenageren 28. april 2019.
Dommen er faldet i Østre Landsret og er en stadfæstelse af dommen i byretten. Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter.
Den nu 28-årige Patrick Skjold Andersen er kendt skyldig i at have affyret de dræbende skud. Den 30-årige Mickey Weiergang Dreier blev kendt skyldig i at have planlagt drabet.
Begge mænd var på gerningstidspunktet medlemmer af Bandidos, som lå i konflikt med den lokale bande Vang-gruppen, som Zobair Saidi var tilknyttet. Mickey Weiergang Dreier har siden forladt Bandidos.
De to er også dømt for drabsforsøg. For egentlig var det planen, at Zobair Saidi skulle have været dræbt to dage før - nemlig 26. april.
Fremgangsmåden var den samme. Den 18-årige blev lokket til Ladegårdsparken med løfte om, at en mindre mængde hash ville blive kastet ud til ham fra et vindue.
Planen gik dog i vasken.
En kvinde, der tidligere er blevet idømt et års fængsel i sagen, kom til at kaste hashen ud af det forkerte vindue.
Både byretten og landsretten har vurderet, at Zobair Saidi blev dræbt som led i en konflikt mellem Bandidos og Vang-gruppen. Derfor er de to blevet dømt efter bandeparagraffen, der skærper straffen.
Fængsel på livstid betragtes som en landets strengeste straffe og er som udgangspunkt en dom, hvor man skal sidde i fængsel resten af livet.
I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde