To mænd, der driver kiosker i København, er blevet sat fra bestillingen.
Københavns Byret har bestemt, at de i et år ikke må drive forretning - og indgrebet skyldes et gevaldigt rod med papirerne.
Mændene havde ingen kvitteringer for den chokolade og slik, som de solgte. Dermed var det umuligt for kontrollører fra Skat at se, om der var betalt afgift. Og der var heller ikke de nødvendige regnskaber.
Begge er i øvrigt blevet idømt bøder på 18.500 kroner, oplyser advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen Københavns Politi.
Mændene er tidligere tre gange idømt bøder for manglende papirer.
- Retspraksis viser, at der er risiko for rettighedsfrakendelse i tredjegangs-tilfælde af overtrædelse af loven, siger Vibeke Thorkil-Jensen.
Begge kiosker ligger i Holmbladsgade på Amager. Den ene blev kontrolleret i marts sidste år, og Skats medarbejdere vejede under besøget de søde sager - i alt var der 14,4 kilo.
Den anden kiosk blev tjekket i august 2010, og ejeren af denne butik overvejer i modsætning til sin kollega, om han skal anke dommen til Østre Landsret.
Ved dommene er det bestemt, at mændene ikke må beskæftige sig med detailsalg af fødevarer. Heller ikke engrosvirksomhed må de kaste sig ud i.
Sidste år faldt hammeren lidt tungere over en kioskejer fra Nørrebro i København. Han fik det røde kort i to år. Han kunne ikke fremlægge kvitteringer for hundredvis af kilo chokolade.
Det er forholdsvist sjældent, at handlende bliver frakendt retten til at drive deres erhverv. Men Københavns Politi får flere og flere sager.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker