To kvinder forsvandt i dybt hul i Esbjerg

Nogle brandfolk i Esbjerg nyder givetvis høj status hos to lokale kvinder, som natten til søndag bogstaveligt talt forsvandt i et hul.

Uheldet var ude for den ene, da hun faldt i en udgravning i Kvaglund. Det fik den anden til at hoppe efter, men ingen af dem kunne komme op ved egen hjælp, skriver jv.dk.

Men heldigvis havde en snarrådig taxichauffør regnet ud, hvad der var sket. Han havde sat den ene kvinde af ved Cederkrattet, men da han umiddelbart efter ikke kunne se hende i bakspejlet, blev han bekymret.

Taxichaufføren vendte om og fandt ikke blot en, men to kvinder i udgravningen, der var alt for dyb til at komme op fra. Men de tilkaldte brandfolk fik kvinderne op til overfladen.

/ritzau/

Brandfolk i Esbjerg måtte hjælpe to kvinder op af en udgravning. Den ene var faldet i, den anden hoppet efter.

Offentliggjort Sidst opdateret