To mænd anholdt: Stoppet med narko og større pengebeløb

Arkivfoto: Jan Knudsen

To personer fremstilles fredag i grundlovsforhør, efter at politiet fandt en større mængde ulovlige stoffer og et større pengebeløb i en rejsendes bagage i Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev både fundet hårde stoffer og penge i større mængde, da Toldstyrelsen natten til fredag kontrollerede en 34-årig udenlandsk mand, som netop var kommet i land fra færgen i Rødbyhavn.

Ifølge politiets døgnrapport fandt man 301 gram methamfetamin og "et større kontatbeløb" i euro i mandens bagage. Det har ikke været muligt at få præciseret nærmere, hvor mange penge, der er tale om.

Den 34-årige blev anholdt kort før klokken 00.30 og sigtet for smugling af narkotika.

Men det var ikke den eneste anholdelse, for kort efter anholdt politiet også en 47-årig mand fra Køge, der holdt og ventede i en bil ved færgelejet. Den 47-årige havde ringet til den 34-åriges telefon flere gange. Han blev derfor også sigtet for smugling af narkotika.

Begge mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing fredag.

Hvad er methamfetamin?

Methamfetamin er en variant af amfetamin, der er tre til fem gange stærkere (pr. rent gram stof) end almindelig amfetamin og findes som pulver, piller eller krystaller. 

Rusen varer længere, men medfører samtidig flere skadevirkninger og er mere afhængighedsskabende. 

Methamfetaminen adskiller sig desuden fra amfetaminen ved at kunne ryges (såvel som sniffes), hvilket får mange til fejlagtigt at undervurdere stoffets farlighed. 

Den rene, krystallignende form for methamfetamin går også under navnet "Crystal Meth". Denne rene form er ekstremt potent, og tilsvarende mere afhængighedsskabende.

Kilde: Kilde: altomstoffer.dk