To mænd er fængslet i sag om angreb ved Paludan-demo
Lørdag eftermiddag er en 52-årig mand i Retten i Aarhus sigtet for drabsforsøg i forbindelse med en demonstration fredag, hvor lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, var i det vestlige Aarhus. En 40-årig formodet medgerningsmand er sigtet for medvirken til drabsforsøg. Dommeren har besluttet, at retsmødet holdes for lukkede døre. Foto: Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix
Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix
Grundlovsforhør med 52-årig mand, der fredag blev skudt i benet af politiet, blev holdt bag lukkede døre.
En dommer ved Retten i Aarhus valgte lørdag eftermiddag at lukke dørene i en sag om en knivbevæbnet mand, der fredag blev skudt i benet af politiet.
Dommeren imødekom politiets anmodning om såkaldt dobbeltlukkede døre, så heller ikke sigtelsen læses op i et åbent retsmøde.
Østjyllands Politi har dog tidligere lørdag oplyst, at den 52-årige mand sigtes for drabsforsøg.
En 40-årig formodet medgerningsmand sigtes for medvirken til drabsforsøg. Begge blev på retsmødet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi til Aarhus Stiftstidende.
De to mænd sad ved grundlovsforhørets begyndelse side om side med deres forsvarsadvokater.
Den 52-årige, der fredag gik bag om politiets afspærring ved en demonstration i det vestlige Aarhus, støtter sig til en krykke.
Bag ham sidder den 40-årige mand iført en sort joggingtrøje.
En tolk var indkaldt for at oversætte spørgsmål og svar til de sigtede mænds modersmål.
De to mænd havde ikke noget imod, at sigtelsen blev læst op i et åbent retsmøde, lød det fra de to forsvarsadvokater.
Men det havde anklager Jesper Rubow.
Han sagde, at det kan skade sagens opklaring, at detaljerne kommer frem i offentligheden.
- Der er så mange detaljer i sigtelsen, så hvis de kommer frem, kan de på afgørende vis hindre opklaring af sagen, sagde anklageren.
Han sagde, at der i sigtelsen også er nogle detaljer omkring politiets skud mod den 52-årige, som kan forstyrre Den Uafhængige Politiklagemyndigheds efterforskning af episoden.
Pressen protesterede mod, at dørene lukkes.
Men dommeren, Joy Winter, fulgte anklagerens anmodning og besluttede, at offentligheden ikke må høre detaljerne i sigtelsen.
- Jeg følger anklagerens begæring. Sagens behandling i et åbent retsmøde kan hindre sagens opklaring, lød det.
Det er uvist, hvordan de to mænd stiller sig til sigtelsen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde