To mænd er fængslet i sag om indsmugling af 818 kilo kokain
De store mængder kokain blev ifølge politiet dumpet i vandet i sportstasker, hvorefter de drev i land på stranden ved Sjællands Odde. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Fem mænd står ifølge politiet bag indsmugling af kæmpe parti kokain. To er blevet varetægtsfængslet.
To mænd blev tirsdag anholdt og sigtet for at indsmugle 818 kilo kokain, der tilbage i marts drev i land på stranden ved Sjællands Odde.
Det oplyste National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tirsdag formiddag i en pressemeddelelse.
De to mænd på henholdsvis 27 og 60 år blev tirsdag anholdt i Storkøbenhavn.
De er sigtet for i fællesskab med tre medgerningsmænd at have organiseret indsmuglingen af det store parti kokain.
Efter et omkring syv timer langt grundlovsforhør, som begyndte klokken 13.00, er de to mænd blevet varetægtsfængslet, skriver Ekstra Bladet tirsdag aften.
Længden på varetægtsfængslingen fremgår ikke.
De tre øvrige mænd, der ifølge politiet har medvirket ved indsmuglingen, blev fremstillet in absentia - det vil sige uden at være til stede ved grundlovsforhøret.
Det fremgår ikke af Ekstra Bladets artikel, hvad grundlovsforhøret er endt med for deres vedkommende.
Det er ikke oplyst, hvor de tre mænd opholder sig.
Alle fem menes at have tilknytning til et serbisk narkonetværk, skriver Ekstra Bladet.
Grundlovsforhøret har været holdt bag lukkede døre.
Kokainen blev ifølge politiet dumpet i sportstasker i de indre danske farvande lørdag 16. marts. Det drev efterfølgende i land på stranden ved Sjællands Odde.
Det er politiets opfattelse, at mændene skulle samle kokainen op til søs med henblik på at distribuere de illegale stoffer videre.
- Der er tale om omfattende mængder narkotika. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet skride til anholdelse af en del af et organiseret kriminelt netværk, siger vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub