To mænd er på flugt fra arresten i Hobro

To varetægtsfængslede røvere er flygtet fra arresten i Hobro. Fangeflugten skete, mens de var på gårdtur mandag morgen.

Fangerne så deres snit til at overmande en fængselsbetjent. De holdt ham fast, stjal hans nøgler og lukkede sig ud i friheden.

Begge sad varetægtsfængslet for røveri.

Den ene af flugtfangerne er en 19-årig mand af arabisk herkomst. Han er 180 centimeter høj, kortklippet og var iført mørkt tøj. Den anden er 23 år og af palæstinensisk herkomst. Han er 175 centimeter høj, spinkel og har en tatovering på venstre underarm, oplyser vagtchef Henrik Beck.

Nordjyllands Politi har adskillige patruljer ude at kigge efter de to undvegne fanger.

/ritzau/

Under en gårdtur overmander to fanger en fængselsbetjent, stjæler hans nøgler og låser sig ud af arresten. De eftersøges nu af Nordjyllands Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret