Efter næsten to måneders efterforskning blev to 19-årige mænd torsdag i et lukket grundlovsforhør i Retten i Glostrup fængslet til den 21. december, sigtet for drabsforsøg.
Sagen drejer sig om en episode den 3. oktober ved bebyggelsen Bymuren i Avedøre Stationsby. Her blev en 19-årig mand passet op af to gerningsmænd, som truede ham med en kniv og en pistol.
Gerningsmændene nøjedes ikke med at true. Den 19-årige blev skudt i maven med en pistol, og politiet fandt efterfølgende to kaliber 45 patronhylstre på gerningsstedet.
- Det drejer sig om et par grupper fra Avedøre og Brøndby Strand, der gennem længere tid har haft nogle uoverensstemmelser, fortæller efterforskningsleder Steen Ørskov.
Han tilføjer, at der ikke er tale om egentlige bander, men blot grupperinger af unge mennesker. Uoverensstemmelserne drejer sig ikke om kriminelle aktiviteter som for eksempel hash- og narkomarkedet.
Aftenen før gerningstidspunktet havde der ifølge politiet også været en form for uoverensstemmelser på et værtshus i København mellem de personer, der var indblandet i episoden.
Siden har politiet arbejdet på at identificere, hvem gerningsmændene var, og på at finde frem til dem. Det er nu lykkedes, fortæller Steen Ørskov.
På grund af de lukkede døre er det ikke muligt at få oplyst, hvad de 19-årige forklarede i grundlovsforhøret, men ingen af dem kærede varetægtsfængslingen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker