To mænd i fængsel for kokain og graffiti

To mænd blev torsdag i Københavns Byret idømt fængselsstraffe på henholdsvis tre år og to år og seks måneder for at handle med kokain og for at male graffiti på blandt andet S-tog.

De to mænd var tiltalt for omfattende graffitihærværk, der bestod i at male deres graffititags BEIS og SERB på DSB-materiel rundt omkring i hovedstadsområdet.

Desuden drev de pushervirksomhed ved siden af. Her var de anklaget for at have solgt 700 gram kokain.

Anklager Christina Heering havde krævet de to mænd, der er 30 og 28 år, idømt en fængselsstraf på fire år.

/ritzau/

To mænd har fået fængselsstraffe på tre år og to år og seks måneder for graffitihærværk og handel med kokain.

Offentliggjort Sidst opdateret