To mænd mistænkes for at have stjålet 300 sidespejle
To udenlandske mænd er mistænkt for at have stjålet 300 sidespejle flere steder på Sjælland. De blev torsdag anholdt i Brøndby Strand. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
To udenlandske mænd blev torsdag anholdt og sigtet for tyveri. De mistænkes for at have stjålet sidespejle.
To mænd, der mistænkes for tyveri af over 300 sidespejle fra personbiler, blev torsdag anholdt.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse fredag.
De to udenlandske mænd blev anholdt i Brøndby Strand i et samarbejde mellem politikredsene på Sjælland og Udlændingekontrolafdeling Øst.
Sidespejlene er blevet stjålet forskellige steder på store dele af Sjælland.
Mændene er over de seneste dage blevet lokaliseret og fulgt af politiet.
Mændene kørte rundt til pakkeindleveringsbutikker flere steder i Storkøbenhavn, hvor de indleverede store kasser fyldt med sidespejle.
Kasserne ville de sende ud af landet.
Da politiet ransagede de to mænds opholdssted fandt de en større mængde sidespejle.
Carsten Høj Hansen, der er politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger, at det var sammenkobling af oplysninger fra de forskellige forhold, der førte politiet på sporet af de to udenlandske mænd.
- Der er rigtig mange forhold, og så kan folk have set et køretøj eller en bestemt person i forbindelse med forholdene.
Hvad der nu skal ske med de mange sidespejle, som politiet har fundet, er fortsat uvist.
- For en stor dels vedkommende er sidespejlene blevet erstattet, for man er jo nødt til at have et sidespejl, siger politikommissæren.
Derfor er det i princippet bilejernes forsikringsselskaber, der ejer sidespejlene.
Hvilket land, sidespejlene var på vej til i de store kasser, ønsker politikommissæren ikke at oplyse.
De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster fredag klokken 10.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned