En 60-årig kvinde er torsdag blevet udsat for et hjemmerøveri på Kastrupvej 161 på Amager, hvor to mænd af udenlandsk udseende er sluppet af sted med et kontant beløb.
Det fortæller Frank Blem Nielsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
- Kvinden er blevet overfaldet af to mænd, og vi formoder, at gerningsmændene har slået hende, siger han.
Kvinden bliver nu undersøgt for sine skader.
- Hun bliver undersøgt af en retsmediciner, men jeg kan sige, at hun har fået et blåt øje og en flænge på næsen, siger Frank Blem Nielsen.
De to gerningsmænd er fortsat på fri fod, og det har endnu ikke været muligt at afhøre kvinden på grund af hendes tilstand.
- Kvinden er chokeret og rystet, siger Frank Blem Nielsen.
Politiet har indtil videre ikke meget at gå efter i sagen.
- Vi har sendt teknikere til stedet, som får samlet de sidste spor sammen, og så må vi se, om det kan give os noget mere at gå efter. Men der er ikke umiddelbart vidner, siger efterforskningslederen.
Overfaldet skete allerede torsdag eftermiddag, men politiet blev først alarmeret om aftenen.
- Kvinden bliver kontaktet ud på aftenen af en ven. Og vi får så først besked om det omkring klokken 21.30, siger Frank Blem Nielsen.
Politiet ved endnu ikke, om der er tale om et tilfældigt overfald, eller om mændene har en tilknytning til den 60-årige kvinde.
- Det er svært at sige, om det er umotiveret. Men de to mænd slap i hvert fald af sted med et mindre kontant beløb, lyder det fra Frank Blem Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned