To mænd overfaldet på Nørrebro

To mænd på 19 og 21 år blev torsdag aften overfaldet af fem-otte unge på Nørrebro i København. Den ene endte med at blive skudt og stukket flere gange med kniv, oplyser politiet.

Ofrene, der tilsyneladende ikke er kendt på Nørrebro, steg ud af deres bil på hjørnet af Gartnergade og Korsgade ikke langt fra Blågårds Plads.

- De var åbenbart i tvivl om, hvor de skulle mødes med en kammerat og steg ud af bilen for at ringe, siger den centrale leder af efterforskningen ved Københavns Politi.

Kort efter blev de omringet af fem-otte unge, der stak en pistol i ansigtet på dem og tvang dem 70 meter ned ad Gartnergade og ind i en baggård. Her ville de visitere mændene, som de mistænkte for at være medlemmer af AK81. Samtidig kørte en af overfaldsmændene deres bil ned til baggården.

Inde i gården begyndte overfaldsmændene at slå på dem. Den 21-årige fik en flaske i hovedet, og den 19-årige fik tre overfladiske knivstik i ryggen. Det fik de to mænd til at stikke af og løbe ad Gartnergade i hver sin retning.

Den 19-årige nåede dog ikke meget længere end små ti meter, før han blev ramt i højre lår af et skud, hvorefter han kastede sig ned. Efter skyderiet stak gerningsmændene af, og den 21-årige vendte om for at komme sin kammerat til hjælp.

Skudofret er indlagt på Rigshospitalet, hvor han efter omstændighederne har det godt.

/ritzau/

To mænd blev overfaldet på Nørrebro, da de blev mistænkt for at være medlemmer af AK81. Den ene blev både skudt og stukket med kniv, men er udenfor livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret