To mænd sigtes for korruption i nedrivningsfirmaer
To pladsformænd i et par nedrivningsfirmaer er blevet sigtet for korruption af politiets særlige bandeenhed, Task Force Øst.
Mændene mistænkes for i en periode på et halvt år i 2012 at have modtaget mellem 15.000 og 85.000 kroner i returkommission.
Ifølge politiets sigtelse har de i flere tilfælde fået penge for at bruge medarbejdere, der var aflønnet sort i andre firmaer, til at udføre arbejde i deres nedrivningsfirmaer.
Det er efterforskningen af en stor sag om kædesvig, hvor seks personer er sigtet for at have snydt det offentlige for flere millioner kroner i moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag, der har ført politiet på sporet af de to pladsformænd.
Kædesvig går ud på, at virksomheder bruger flere forskellige underleverandører for at sløre, hvem der unddrager beløbene og for at dække over den sorte arbejdskraft, der bliver brugt.
Der er ofte tale om en simpel form for bedrageri, der foregår ved hjælp af uregistrerede virksomheder, fiktive fakturaer, sort arbejde, stråmænd og identitetstyveri. Virksomhederne lukker som regel, så snart myndighederne henvender sig.
Sagen om kædesvig havde været efterforsket i et halvt års tid, da politiet i oktober slog til i en stor aktion, hvor omkring 10 adresser blev ransaget, papirer beslaglagt og seks personer anholdt.
De to mænd, som mistænkes for at være hovedmændene, blev efterfølgende fængslet, sigtet for svindel til mindst 25 millioner kroner.
- Men beløbet bliver formentlig højere, sagde politifuldmægtig Andreas Kjærulff fra Task Force Øst dengang til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned