To mænd skudt og såret uden for kiosk i Emdrup
To mænd er blevet skudt og såret uden for en kiosk i Emdrup i København. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Vidner mener at have set to mænd, som kan stå bag skyderi i Emdrup i København.
To mænd er søndag eftermiddag blevet såret af skud uden for en kiosk i Emdrup.
Skyderiet fandt sted omkring klokken halv tre søndag eftermiddag ud for Emdrupvej 114. Flere vidner har fortalt til politiet, at de har set to mænd, som kan stå bag.
- Men hvem der fører pistolen, det er vi ved at samle op på, siger Dannie Rise fra Københavns Politi.
Politiet har endnu ikke et signalement af de mistænkte.
- Hvis vi havde det, ville jeg hellere end gerne smide det ud. Men vi har rigtig mange vidner. Selv om de har set det samme, oplever vidner nogle gange tingene lidt forskelligt, siger Dannie Rise.
- Vi vil ikke efterlyse en rødhåret mand med hornbriller, som trækker på det ene ben, hvis det viser sig, at det er en helt anden, vi leder efter, når vi sætter os ned og læser det hele igennem, siger han.
Ofrene er henholdsvis 21 og 49 år. De behandles tidlig søndag aften på Rigshospitalets Traumecenter.
Politiet vil ikke oplyse, hvordan deres tilstand er, eller hvor på kroppen de er blevet ramt af skud. De pårørende er underrettet.
Det står ikke klart, hvad motivet til skyderiet er, hvad der har udspillet sig inden skyderiet, eller om de to ofre kender hinanden.
Vidner mener at have set to biler køre fra stedet.
- Men vi har fået forklaret alle farver lige fra dueblå til sort, siger Dannie Rise.
Også lørdag aften blev der skudt i København. En 22-årig mand blev ramt af to skud i benene. Skyderiet fandt sted i Københavns Nordvestkvarter, der grænser op til Emdrup.
Den 22-årige blev ramt i begge ben - henholdsvis i låret og i anklen. Han blev kørt til Bispebjerg Hospital i en privat bil. Offeret er kendt af politiet, som umiddelbart mener, at skyderiet er banderelateret.
Politiet kan ikke oplyse, om de to skyderier hænger sammen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker