To mænd ventes at tilstå: Puttede stoffer i kvindes drink
En kvinde blev i januar drugget på en københavns klub. I maj ventes to mænd at tilstå at have puttet stofferne i drinken og dermed gjort sig skyldige i grov vold. (Arkivfoto). Foto: Lea Suzuki/Ritzau Scanpix
En uvidende kvinde drak i januar en drink, hvori der var puttet metamfetamin. To mænd skal for retten i maj.
To mænd sneg sig i januar til at putte stoffer i en kvindes drink, da de var på en klub i København.
Den uvidende kvinde drak drinken, der gjorde hende svimmel og utilpas. Desuden fik hun syns-, gang- og søvnbesvær, muskelsmerter, rysten og tvangstanker.
Det fremgår af en retsmødebegæring, som anklagemyndigheden ved Københavns Politi har udarbejdet mod de to 35-årige mænd. De ventes at tilstå sigtelsen om grov vold, når de 15. maj skal for Københavns Byret.
Således er sagen planlagt til at være en tilståelsessag, som kan forventes afgjort på to timer.
Episoden fandt sted 10. januar i år på klubben SOHO House i det indre København. Her blandede mændene - klokken 22.15 og igen klokken 22.55 - amfetamin og metamfetamin i kvindens drink, står der i retsmødebegæringen.
Dagen efter tog kvinden på Amager Akutmodtagelse, hvor der i en urinprøve blev fundet de to stoffer.
Amfetamin er et centralstimulerende stof, som ifølge sundhed.dk gør brugeren mere "på" og aktiv. Methamfetamin er et stof i samme familie, som amfetamin. Men det er stærkere, det varer længere og er særdeles vanedannende.
De to mænd blev anholdt 27. januar og dagen efter varetægtsfængslet for grov vold. Men knap to måneder senere blev de løsladt igen af retten.
Ritzau har spurgt de to mænds forsvarsadvokater, om de kan bekræfte, at deres klienter vil tilstå i sagen. Den enes advokat, Tenna Dabelsteen, har dog ingen bemærkninger, mens den anden advokat ikke er vendt tilbage.
Foruden en fængselsstraf vil anklageren kræve den ene af mændene idømt en advarsel om udvisning.
I januar oplyste Giftlinjen, at den i den seneste tid havde fået flere henvendelser fra folk i nattelivet, som oplevede at få tilsat et ukendt stof i deres drink.
Efterfølgende oplevede de ikke at kunne genkende deres beruselse, og mange kunne pludselig ikke støtte på benene eller fik blackout, hvor de ikke kunne huske, hvad der var sket.
Når man kommer til sig selv, har man ifølge Giftlinjen ofte voldsomme opkastninger, følelsen af at skære tænder, sammentrækninger af musklerne i arme og ben.
Oplever man de symptomer, kan man ringe til Giftlinjen på telefon 82121212 med henblik på en vurdering af, om indlæggelse er nødvendig.
Hvis man mistænker, at der er sket en forbrydelse, opfordrer Giftlinjen til, at man kontakter politiet. Politiet kan nemlig begære forgiftningsprøver via Retsmedicinsk Institut.
/ritzau/
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole