To mistænkt for drab i sommerhus

En mand blev torsdag eftermiddag fundet dræbt i et sommerhus på Ingridsvej i Fakse Ladeplads.

Politiet anholdt kort efter en mand i lokalområdet, der mistænkes for drabet. Natten til fredag blev yderligere en mand anholdt.

De to mænd fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Næstved fredag kl. 13.15. Politiet sigter dem begge for drab.

Politiets teknikere arbejder på højtryk for at sikre spor i sommerhuset, der ligger syd for Fakse Ladeplads, og politiet holder indtil videre kortene tæt til kroppen. Derfor er det sparsomt med detaljer om drabssagen.

- Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig nærmere om de anholdte, motivet til drabet eller den dræbtes identitet, siger vicepolitikommissær Marianne Roed i en pressemeddelelse.

Politiet fik torsdag kort før klokken 16 en anmeldelse om, at der var noget mistænkeligt ved et sommerhus i sommerhusområdet i Fakse Ladeplads.

- Da vi kommer ned til sommerhuset, finder vi en mand dræbt, fortæller vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der ikke vil komme nærmere ind på, hvad anmelderen fandt mistænkeligt ved sommerhuset.

Den første anholdelse fandt ikke sted i selve sommerhuset, men et sted i lokalområdet.

Vidner har oplyst til flere medier, at de allerede onsdag aften hørte skud i området ved Fakse Ladeplads, hvor liget blev fundet.

Drabet i sommerhuset er det 23. i år. Til sammenligning var der på samme tidspunkt i 2010 noteret 33 sager om folk, der blev slået ihjel.

/ritzau/

En mand er fundet dræbt i Fakse Ladeplads. Politiet har anholdt to, der er mistænkt for drabet.

Offentliggjort Sidst opdateret