To nye fængslinger i mulig terrorsag

En mand og en kvinde er fængslet i mulig terrorsag. I alt 13 er sigtet i den omfattende sag, skriver medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en meget hemmeligholdt sag, der formentlig handler om terror, er en mand og en kvinde onsdag aften ved et retsmøde i Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet til 2. marts.

Det skriver det regionale medie sn.dk.

De to blev sammen med fem andre anholdt i sagen lørdag aften. Mens de øvrige fem blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Roskilde søndag, fik manden og kvinden deres anholdelse opretholdt i tre døgn.

Derfor blev de igen stillet for en dommer onsdag, og her blev de så varetægtsfængslet.

Anholdelserne og fængslingerne kommer i kølvandet på en omfattende politiaktion i Holbæk i weekenden.

Politiet vil absolut intet sige om sagen, men ifølge sn.dk er der formentlig tale om en terrorsag. Det viser politiets journalnummer.

Grundlovsforhørene i sagen er hidtil foregået for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at end ikke sigtelserne mod de anholdte kommer til offentlighedens kendskab.

Ifølge sn.dk, der var til stede ved starten af onsdagens retsmøde, begrundede specialanklager John Catre Nielsen hemmelighedskræmmeriet med "hensynet til fremmede magter", sagens karakter og videre efterforskning.

Ud over de nævnte syv sigtede, blev seks personer ifølge Ekstra Bladet fremstillet i et grundlovsforhør i Holbæk mandag aften.

Her fik de anholdelsen opretholdt i tre døgn. Det betyder, at de torsdag enten skal stilles for en dommer igen eller løslades.