Af Margit Olsen og Marta Gramstrup Rasmussen
To personer er omkommet, efter de mandag morgen omkring klokken 7.45 kørte sammen på Guldborgvej ved Hjelm Skibeholtvej. De to personer var førere af henholdsvis en traktor og en personbil.
- Begge køretøjer brød i brand, og føreren af personbilen indebrændte, oplyser politiets vagtchef, Ove Christoffersen.
Den omkomne i personbilen er endnu ikke identificeret. Men politiet ved, hvem ejeren af bilen er. Om det er den samme, der har kørt bilen, ved politiet dog endnu ikke. Af samme grund ønsker vagtchefen heller ikke at oplyse, hvilken bil der er tale om.
- Vi ønsker ikke at skabe unødig ængstelse, siger Ove Christoffersen.
Sammenstødet var så kraftigt, at traktorens ene hjul blev revet af og dermed væltede. Traktorføreren røg ved sammenstødet ud af køretøjet og landede under vognens fjeld og roelæs og blev dræbt på stedet, oplyser Ove Christoffersen.
- Traktorførerens identitet er kendt, men offentliggøres ikke før, de pårørende er underrettet.
Et ukendt antal vidner skulle være bragt til sygehuset til behandling for chok.
Redningsmandskabet er begyndt at rydde op på stedet, men vejen vil være spærret i begge retninger et stykke tid endnu.
På grund af den alvorlige ulykke kører linje 722 mellem Nykøbing og Majbølle uden stop mellem Majbølle Gadekær og Kystvejen. Det betyder, at bussen ikke kommer til stoppestederne Hjelmbyvej, Grænge Skov og Sundtoften, oplyser Movia.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde