To personer er i livsfare efter forbrydelse i Kolding

Sydøstjyllands Politi har lørdag anholdt en kvinde og sigtet hende for drabsforsøg. Fire personer i hendes familie er kommet til skade, to af dem er i kritisk tilstand. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kvinde på 49 år sigtes for drabsforsøg efter forbrydelse i det sydlige Kolding.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire personer er kommet til skade ved en forbrydelse i det sydlige Kolding.

De to meldes lørdag aften fortsat i kritisk tilstand, oplyser vagtchef Jeppe Thranum, Sydøstjyllands Politi.

En kvinde er blevet anholdt i sagen og sigtes for drabsforsøg, oplyser politiet.

Kvinden er 49 år og har "en familiær relation" til alle fire tilskadekomne, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser lørdag aften, at han ikke kan uddybe relationen nærmere.

Forbrydelserne er tilsyneladende sket på to forskellige adresser.

Politiet ønsker ikke umiddelbart at frigive yderligere detaljer i sagen. I pressemeddelelsen hedder det, at det klokken otte lørdag morgen viste sig, at "der havde været en alvorlig hændelse".

Politiet mener, at kvinden har handlet alene. Man leder ikke efter flere gerningsmænd.

Hverken alder eller køn på de fire ofre er oplyst af politiet.

Der er dog ikke tale om mindreårige, oplyser vagtchefen lørdag aften.

Politiet er lørdag ved 18-tiden fortsat til stede på de to adresser for at færdiggøre undersøgelser, oplyser vagtchefen.

Den anholdte vil søndag morgen blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Horsens.