Det tynder igen ud i rockernes rækker. To mænd fra miljøet omkring Hells Angels er lørdag blevet varetægtsfængslet i København.
Den ene er en 21-årig mand fra AK 81, som er en slags ungdomsafdeling i Hells Angels.
I mere end en måned har betjente ledt efter den 21-årige, der sigtes for at have deltaget i et tilsyneladende helt uprovokeret overfald på to mænd med indvandrerbaggrund på Amager.
Overfaldet skete i oktober på Ølandsgade.
Pludselig stoppede to biler op med flere mænd, der sprang ud og gik løs på de to.
Den ene blev stukket med kniv i låret, mens den anden blev slået i hovedet med et baseballbat.
Begge ofre blev behandlet på traumecentret på Rigshospitalet, og siden har politiet brugt en del ressourcer på at opklare det, som betegnes som drabsforsøg.
I midten af december anholdt politiet to fra AK 81 og to af deres kammerater, men den 21-årige har siden gemt sig.
Fredag blev han afsløret i en stjålen BMW i København. Flugten fra ordensmagten mislykkedes, og lørdag blev han i Dommervagten varetægtsfængslet frem til 15. februar.
Heller ikke den anden mand i bilen, et 35-årigt fuldgyldigt medlem af Hells Angels, har fået lov til at gå.
I grundlovsforhøret er han blevet fængslet i fire uger, oplyser politiet.
Også sigtelsen mod ham drejer sig om drabsforsøg.
Det skyldes et overfald, som blev begået på Dalslandsgade på Amager 2. januar.
HA-rockeren sigtes for at være den ene af de to mænd, der brasede ind hos en 33-årig mand og forsøgte at slå ham ihjel. Først blev offeret stukket med kniv, og derefter blev han slået med en kølle.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned