To rockere i Spanien og 13 anholdt i Danmark i stor narkosag
Københavns Byret ventes onsdag at få travlt med at holde retsmøder om 13 personer, der er blevet anholdt tirsdag i en stor narkosag. Byretten skal afgøre, om der er grund til varetægtsfængsling. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Politiet mener at have afsløret "meget velorganiseret kriminelt miljø". 15 er anholdt i Danmark og Spanien.
I en sag om indsmugling og handel med op til 200 kilo kokain har politiet tirsdag anholdt 12 mænd og en kvinde.
Det er sket i en større aktion, hvor betjente aflagde besøg på en stribe adresser i København, Nordsjælland og på den københavnske Vestegn.
I en samtidig aktion i Sydspanien har det lokale politi anholdt to danske rockere, der kræves udleveret til Danmark.
Det oplyser specialgruppen Særlig Efterforskning Øst, som hører under Københavns Politi.
Tirsdagens aktioner er rettet mod "et meget velorganiseret kriminelt miljø", lyder det fra vicepolitiinspektør Torben Henriksen i en pressemeddelelse.
- Vi befinder os i den absolut høje ende af skalaen for organiseret kriminalitet med nogle bagmænd, der - efter vores opfattelse - har adgang til kontakter og netværk, der er vidt forgrenet i Europa, siger han.
I efterforskningen har betjente arbejdet sammen med den europæiske politienhed Europol.
De anholdte i Danmark er mellem 20 og 56 år.
I forvejen har en dommer i Danmark vurderet mistanken mod de to danske statsborgere på 34 og 38 år på den spanske sydkyst. Begge er blevet varetægtsfængslet uden selv at være til stede.
Tirsdagens aktion hænger sammen med flere andre efterforskninger. Her er der blevet beslaglagt i alt cirka 20 millioner kroner, og syv personer er allerede blevet dømt, oplyser politiet.
De netop anholdte er ifølge politiets mistanke blevet betjent af et større vekselbureau i København.
Her har man sørget for hvidvask og for transport af penge, lyder det.
Tre mænd fra vekselbureauet blev i juni anholdt. To blev sigtet for hvidvask af 8,6 millioner kroner, kom det frem i grundlovsforhøret.
Den tredje blev sigtet for at svindle de offentlige kasser for godt to millioner kroner ved uberettiget lønkompensation i en af hjælpepakkerne.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker