To rockere mistænkes for røveri i Aalborg

Nordjyllands Politi rykkede tirsdag ud med en større styrke og anholdt to mænd i Hells Angels' rockerborg i Nørresundby.

Mændene, der begge har relationer til rockerstøttegruppen AK81, mistænkes for at have fremsat trusler og for at have røvet en tøjforretning i Nørresundby tidligere tirsdag, oplyser vicepolitikommissær Torben Asmussen, Nordjyllands Politi.

To mænd indfandt sig kort efter kl. 13 i tøjforretningen Street Vision i Vestergade i Nørresundby og truede med, at denne forretning eller en anden forretning skal lukke.

Ifølge Torben Asmussen undersøger politiet, hvem mændenes trusler mere præcist var rettet imod.

Ejeren af Street Vision var ikke selv til stede. Butikken blev passet af to ansatte, som de to mænds trusler gik ud over.

Den ene mand tildelte en af de ansatte et slag i ansigtet med en lommelygte, mens den anden mand trak en kniv og tiltvang sig indholdet af kasseapparatet.

Vidneforklaringer fik politiet til at rette sin mistanke mod en AK81'er.

- Vidner havde også set en bil med kendingsbogstaverne ZZ ved forretningen, og da en bil med samme bogstaver få minutter efter holdt parkeret ved HA's klubhus, besluttede vi os for at ransage huset, siger Torben Asmussen.

Politiet fandt AK81'eren sammen med fem andre mænd, hvoraf den ene mistænkes for at have medvirket til røveriet. Også han har tilknytning til HA-støttegruppen.

/ritzau/

Politiet i Aalborg anholder to mænd med relationer til AK81. De mistænkes for røveri og trusler.

Offentliggjort Sidst opdateret